Agnete og havmanden

Agnete og Havmanden

Folkevisen er en tryllevise, da der optræder træk med magiske elementer nemlig, havmanden.


Folkevisen består af 49 strofer, i den første og sidste strofe er der 4 verslinjer hvor der i resten af folkevisen er 2 verslinjer. 
Det er AA BB rim, dvs. par rim og det kan ses i strofe 5, år/får. 

komposition.

Omkvædet består først af et "håhåhå" og derefter en gentagelse af anden verslinje ” da kom der en Havmand fra Bunden op”. Man kan argumentere for at det har være gældende for hele folkevisen da den slutter på samme måde.

Tid og sted

Folkevisen strækker over otte år. "Der var de tilsammen i otte år, "

Noget af den foregår under vandet i havmanden rige, også i en kirke på Englands grund

Referat

Agnete vælger at følge med havmanden ned på havets bund. Hvor de er sammen i otte år og får syv sønner. Men så hører hun kirkeklokkerne oppe land og vil op. Hun får lov og havmanden tager hende med på land. Her får hun en åbenbaring og vælger at blive på land sammen med sin familie. Havmanden kommer op fra havets bund og ind i kirken for at bede hende om at tage med hjem til de små. Han har sorgfulde øjne, men hun afviser ham. 




Agnete og Havmanden 

Mødet med havmanden

Agnete hun ganger på Højelands Bro,
da kom der en Havmand fra Bunden op,
— hå hå hå –
da kom der en Havmand fra Bunden op.

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
Og vil du nu være Allerkæresten min?«

»O ja såmænd, det vil jeg så,
når du ta’r mig med på Havsens Bund.«

På havets bund

Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund,
så førte han hende til Havsens Bund.

Der var de tilsammen i otte år, syv 
sønner hun da ved den Havmand får.

Agnete hun sad ved Vuggen og sang,
da hørte hun de engelandske Klokkers Klang.

Agnete hun ganger sig for Havmand at stå:
»Og må jeg mig udi Kirken gå?«

»O ja såmænd, det må du så,
når du kun kommer igen til Børnene små.

Men når du kommer på Kirkegård,
så må du ej slå ud dit favre Guldhår.

Og når du kommer på Kirkegulv,
så må du ej gå med din kær Moder i Stol.

Når Præsten nævner den høje,
da må du dig ikke nedbøje.«

Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund,
så førte han hende på den engelandske Grund.

Kirken og åbenbaring

Da hun kom på den Kirkegård,
da slog hun ud sit favre gule Hår.

Den Tid hun kom på Kirkegulv,
så gik hun med sin kær Moder i Stol.

Der Præsten nævned den høje,
hun monne sig dybt nedbøje.

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og hvor har du været i otte år fra mig?«

»I Havet har jeg været i otte år,
syv Sønner har jeg ved den Havmand få’t.«

»Og hør du, Agnete, kær Datter min:
og hvad gav han dig for Æren din?«

»Han gav mig det røde Guldbånd,
der findes ikke bedre om Dronningens Hånd.

Han gav mig et Par guldspændte Sko,
der findes ikke bedre på Dronningens Fod.

Og han gav mig en Harpe af Guld,
at jeg skulde spille på, når jeg var sorrigfuld.«

Havmanden kommer op fra havet efter Agnete

Den Havmand han gjorde en Vej så bred,
fra Stranden op til Kirkegårdens Sten.

Den Havmand han ind ad Kirkedøren tren,
og alle de små Billeder de vendte sig omkring.

Hans Hår det var som det pureste Guld,
hans Øjne de vare så sorrigfuld.

»Og hør du, Agnete, hvad jeg siger dig:
og dine små Børn de længes efter dig.«

»Lad længes, lad længes, så såre de vil,
slet aldrig så kommer jeg mere dertil.«

»O tænk på de store og tænk på de små,
ja tænk på det lille, som i Vuggen lå.«

Hun afviser ham og bliver på land

»Ret aldrig tænker jeg på de store eller små,
langt mindre på det lille, som i Vuggen lå,
— hå hå hå –
langt mindre på det lille, som i Vuggen lå,«